Juridisk

Handelsbetingelser

Vilkårene for abonnement på Fremvist. De gælder aftaler mellem Fremvist og erhvervskunder, offentlige institutioner og lignende, herefter »Kunden«.

Senest opdateret 1. juli 2026 · Version 1.0

1. Aftaleindgåelse og kontaktinformation

Betingelserne gælder aftaler indgået mellem Fremvist og Kunden i forbindelse med køb af et Fremvist-abonnement. Aftaleparten for købet er:

FremvistCVR-nr. 43 55 98 50
Langelandsgade 24, 8000 Aarhus C
team@fremvist.dk · +45 40 42 80 16

Køb af abonnement er bindende fra Kundens bekræftelse af købet. Vi anbefaler derfor, at Kunden læser betingelserne igennem, inden aftalen indgås.

2. Abonnement og brugere

Ved oprettelse af abonnement knyttes abonnementet til Kunden og til en eller flere brugere under Kunden. Antallet af brugere afhænger af det valgte abonnement og kan løbende justeres ved kontakt til Fremvist. Ved større køb kan særskilt aftaleregulering forekomme.

Hver bruger skal være oprettet med en personlig profil for at kunne bruge Fremvist, medmindre andet er særskilt aftalt. Logins må ikke deles mellem flere personer.

3. Priser

Prisen pr. bruger afhænger af antallet af brugere og aftales forud for købet. Den aftalte pris gælder i den aftalte periode. Alle priser er ekskl. moms.

Et abonnement kan være solgt med rabat i forbindelse med beta-lancering eller tilbud. En sådan rabat betragtes som introduktionsrabat og bortfalder efter første periode, hvis andet ikke er aftalt.

4. Betaling og fornyelse

Når abonnementsaftalen indgås, tilknytter Kunden et betalingskort. Betaling for den aftalte abonnementsperiode hæves automatisk på det tilknyttede betalingskort via Stripe.

Ved udløbet af den igangværende abonnementsperiode fornyes abonnementet automatisk for en ny tilsvarende periode, og betalingen for den nye periode hæves automatisk på det tilknyttede betalingskort.

Ved eventuelle tilkøb i platformen vil betalingen som udgangspunkt blive trukket på det samme betalingskort, som er tilknyttet Kundens abonnement, medmindre andet fremgår i forbindelse med købet.

Ønsker Kunden ikke at fortsætte abonnementet, skal abonnementet opsiges inden udløbet af den igangværende abonnementsperiode. Ved rettidig opsigelse sker der ikke yderligere fornyelse eller opkrævning, og Kundens adgang til platformen ophører ved udløbet af den allerede betalte abonnementsperiode.

Fortrydelses- og tilbagebetalingsret

Der ydes som udgangspunkt ikke tilbagebetaling for allerede påbegyndte eller betalte abonnementsperioder, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

5. Løbetid, opsigelse og overdragelse

Abonnementet løber én måned ad gangen og er uden bindingsperiode. Abonnementet fornyes automatisk for én måned ad gangen, medmindre Kunden opsiger abonnementet inden udløbet af den igangværende abonnementsperiode.

Opsigelse skal ske i systemet. Ved opsigelse fortsætter Kunden med at have adgang til platformen frem til udløbet af den allerede betalte abonnementsperiode.

Efter aftale mellem Kunden og Fremvist kan et abonnement overdrages til en anden kunde.

6. Renter og misligholdelse

Ved manglende eller forsinket betaling opkræves renter og kompensationsgebyr pr. påbegyndt måned efter fakturaens forfaldsdato i overensstemmelse med renteloven, indtil betalingen finder sted. Der opkræves desuden rykkergebyr på 99 kr. pr. udsendt påmindelse (maks. 3 pr. måned).

Fremvist forbeholder sig ret til at overgive sagen til retslig inkasso uden varsel og at opkræve inkassoomkostninger. Leverancen af servicen ophører, indtil fakturaen er betalt, eller sagen er afsluttet.

7. Boligdata, integrationer og materiale

Det er Kundens ansvar at sikre, at oplysningerne om boligerne i platformen er korrekte. Boligdata kan hentes automatisk fra eksempelvis mæglersystemer, hjemmesider eller offentlige datakilder og opdateres løbende via de tilknyttede integrationer.

Kunden er fortsat ansvarlig for at kontrollere, at oplysningerne er korrekte, herunder blandt andet pris, udbudsstatus og øvrige boligoplysninger, samt for at reagere, hvis Kunden konstaterer fejl eller mangler i de viste data.

Dataindhentning

Ved brug af Fremvists dataindhentning accepterer Kunden, at platformen åbner og læser de sider og systemer, som Kunden har anvist eller tilknyttet. Kunden bekræfter samtidig at have de nødvendige rettigheder til de indhentede data, herunder at de pågældende boliger må anvendes i platformen, og at Kunden har den nødvendige brugsret til billeder, tekst og øvrigt materiale. For at minimere belastningen indlæses en side kun én gang pr. forespørgsel, svarende til at én bruger åbner og lukker siden.

Branding

Platformen producerer materiale i overensstemmelse med Kundens farver, logo og øvrige grafiske indstillinger, som opsættes under branding-indstillingerne. Det er Kundens ansvar, at disse indstillinger til enhver tid er korrekte.

Hvis Kunden konstaterer fejl i branding eller materiale, skal Fremvist kontaktes hurtigst muligt, og de berørte boliger bør sættes som inaktive, indtil fejlen er rettet.

Ved skift af skabelonpakke opdateres skabelonen for allerede aktive boliger som udgangspunkt ved næste generering af materiale. Ønskes ændringen gennemført med det samme, skal materialet regenereres for den enkelte bolig.

8. Automatiske opslag og annoncer

Det er Kundens ansvar, at det, der udsendes, lever op til Kundens egne krav og til markedsføringsretlige regler. Kommende opslag og annoncer kan altid gennemses og redigeres i platformen inden udsendelse.

Fremvist påtager sig intet ansvar for fejl eller mangler i informationer, der udsendes automatisk. Brugeren er selv ansvarlig for at verificere og godkende indholdet. Fremvist kan heller ikke gøres ansvarlig for f.eks. manglende eller forsinkede opslag som følge af programfejl eller nedbrud hos tredjepart. Opstår en fejl, kan den ses i kalenderen, og Kunden bedes kontakte os, så vi kan udrede årsagen.

Forbindelse til sociale medier

Før automatiske opslag kan tages i brug, skal platformen forbindes til Kundens Facebook- eller Instagram-konto. Det er Kundens ansvar at vælge de korrekte sider og give de tilladelser, Fremvist anmoder om under opsætningen. Det er desuden en forudsætning, at Kundens konti hos Meta er korrekt oprettet: en Facebook-virksomhedsside og en Instagram Business-konto, som begge er tilknyttet en Meta Business-konto og kan administreres via Meta Business Suite.

9. AI-genereret indhold og rettigheder

Fremvist bruger sprog- og mediemodeller til at generere tekst, billeder og video. Genereret indhold er et udkast: der skal tages forbehold for, at fejlagtige eller forkerte oplysninger kan forekomme, og Fremvist kan ikke gøres ansvarlig for genereret indhold. Ansvaret for det, der offentliggøres over for forbrugere, ligger hos Kunden som mægler.

Kunden beholder rettighederne til eget materiale og eget indhold og får brugsret til det materiale, platformen genererer på Kundens sager. Fremvist beholder alle rettigheder til platformen, skabeloner og underliggende teknologi. Kundens indhold bruges ikke til at træne generelle modeller.

10. Misbrug

Fremvist forbeholder sig ret til at deaktivere eller sætte funktioner på pause ved mistænkelig eller uberettiget overdreven brug, og til at annullere abonnementer, herunder aktive abonnementer, på ethvert tidspunkt.

Fremvist tillader ikke generering af indhold inden for følgende kategorier:

HadChikaneVoldSelvskadeSeksuelt indholdPolitisk indholdSpamBedragMalware

11. Drift, forbehold og ansvarsbegrænsning

Vi gør vores bedste for at holde platformen tilgængelig døgnet rundt og fri for destruktive eller forstyrrende elementer, men der tages forbehold for, at servicen kan være utilgængelig af forskellige årsager. Kunden er velkommen til at kontakte support for en forklaring.

Fremvist står ikke til ansvar for tab, driftstab eller følgeskader, som kunne skyldes midlertidig utilgængelighed eller fejlagtig brug af servicen. Der tages desuden forbehold for trykfejl, prisfejl samt moms- og afgiftsændringer.

12. Databeskyttelse

Kunden afgiver personoplysninger i forbindelse med købet, bl.a. ved brugeroprettelse. Fremvist indsamler, behandler og opbevarer disse oplysninger i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning. For de oplysninger, Kunden selv lægger ind om sælgere og køberinteresserede, er Fremvist databehandler, og der indgås databehandleraftale som en fast del af aftalen.

Ønskes flere oplysninger om, hvilke data vi behandler, og hvordan, henvises til vores privatlivspolitik.

13. Ændringer, lovvalg og værneting

Fremvist kan ændre betingelserne. Væsentlige ændringer varsles på e-mail til kontoens administratorer mindst 30 dage før de træder i kraft, og gælder fra næste abonnementsperiode. Aftalen er underlagt dansk ret, og eventuelle uenigheder afgøres ved Retten i Aarhus.

PrivatlivspolitikKontakt os
Lad os snakkeHør, hvordan vi kan hjælpe.